Manchester Uniteds transferdrama: Panik, PR-kampe og en frustreret fanbase

Det har været endnu en hektisk uge i Manchester United-universet. Og ærligt talt – vi har fået flere slag end et stykke brød i en boksekamp mod Tyson Fury. Lad os dykke dybt ned i det kaos, der kendetegner transfervinduet, spekulationerne og den voksende frustration omkring klubbens drift.

Xabi Alonso vil have Chelsea-midtbanespilleren, som han forsøgte at bringe til Real Madrid

Ivan Toney: Glem det

Det startede med rygter om, at Ivan Toney skulle slutte sig til United. Men blot timer senere brød nyheden ud, at den engelske angriber er blevet sigtet for grov legemsbeskadigelse efter en hændelse på en natklub i London. Han vil møde i retten den 24. september. Med en retssag hængende over sig er der absolut nul chance for, at United vælger ham. Den historie er død, før den begyndte.

Belabers skade og rygter om Jed Spence

Samtidig rapporteres det, at Belaber har pådraget sig en ankelskade og kan komme til at misse sæsonstart. Han var alligevel aldrig højt på Uniteds ønskeliste, og en skadet spiller er alligevel udelukket.

Så har vi Jed Spence. Han er blevet tilbudt både Liverpool og United, og efter en god VM-turnering for England overvejes han som en mulighed på venstre back. Men her er problemet: Spence er en højre back, der spiller venstre back – ikke specialist. Jeg er helt enig med Mohamed her: det er et klart nej tak. Vi har brug for en ordentlig venstreback, ikke en nødløsning. Hvis det står mellem ingenting og Spence, så vælger jeg Spence – men det er en elendig måde at rekruttere på.

Kone-sagaen: Hvem vil have ham – og hvem vil ikke?

Så til Kone. Ben Jacobs hævdede i går, at Kone ikke vil blive skrevet under med United på grund af Wilcox og Carrick. Men vores kilder siger noget helt andet. Hele sommeren har vi fået bekræftet, at Wilcox og Barada vil have Kone, at Carrick var usikker, men nu er på holdet – og at Favel er modstanderen. Favel vil have talenter, ikke en 25-årig fra Rom.

Så uanset hvem der har ret, ser det ud til, at Kone-aftalen er kølet betydeligt af. En Premier League-klub taler angiveligt med ham nu. Vi får se.

Panikkøb – hvad de nu kalder det

Og nu til det store spørgsmål: Hvad i alverden laver United?

Der er tre uger tilbage af transfervinduet. Vi har haft 12 måneder til at forberede os. Vi vidste sidste sommer, at vi havde brug for midtbanespillere og en venstreback. Jeg kunne have sagt det i november. Alligevel sidder vi her uden hverken venstre back eller midtbane på plads.

United siger, at de ikke vil lave panikkøb. Nå – når man har haft et helt år til at planlægge og alligevel står tomhændet med tre uger tilbage, er det panik. Uanset hvem vi skriver kontrakt med nu, vil vi betale for meget. Det er definitionen på panik.

Tyler Adams: 50 millioner for en skadet spiller?

Tyler Adams rygtes at koste 50 millioner pund. Det er mere end Santos. Hvis United havde valgt ham før VM, ville prisen have været lavere. Men Bournemouth vil ikke sælge, sæsonen nærmer sig, og prisen stiger. Det er præcis, hvad vi advarede imod for to uger siden: der vil ikke være nogen aftaler ved vinduets afslutning. Kun højere priser.

Atlético Madrid sætter Alexander Sørloth på salgslisten med en pris på 450 millioner kroner

Lewis Hall – et drømmemål, der ikke blev til virkelighed

Lewis Hall omtales som et drømmemål. Men hvis han virkelig var det, hvorfor bød vi så ikke i maj? På det tidspunkt havde Newcastle ikke solgt Tonali, Bruno G og Gordon. Så var de ikke desperate. Nu er de det – men Hall er stadig ikke signet. Det siger alt om, hvor dårligt planlagt det er.

Anthony Robinson: Bedre end Shaw?

Robinson blev nævnt af Ben Jacobs som en venstreback-mulighed. Jeg vil sige dette: hvis han starter først, er han bedre end Luke Shaw. Han snitter fem indlæg pr. kamp sammenlignet med Shaws ét. Han er hurtigere, bedre defensivt og en bedre afspiller. Men også her: det er et panikkøb. Det betyder ikke, at det er dårligt – men det betyder, at vi ikke får den bedste version af vinduet.

PR-spil og drømmemål

United er mestre i PR. De udgiver historier om drømmemål som Ciumini, Lewis Hall, Elliot Anderson. Hvorfor? Fordi det skaber engagement. Det får fans til at drømme, købe trøjer, tro at der foregår noget. Men realiteten er, at vi står tilbage med Tillemans, Santos og Darlow.

Det er som at stå på pubben og tale om drømmekvinden – du ved, det ikke kommer til at ske, men det skaber en god samtale i ti minutter. United gør det samme. Men vi er dumme, hvis vi tror, det er virkeligt.

Carrick befandt sig i en umulig situation

Michael Carrick har aldrig haft en hel Premier League-sæson som manager. Han har aldrig kombineret Champions League og Premier League. Han har ikke modtaget opbakning på markedet. Og nu vil han også have et dokumentarhold fra Amazon, der følger ham i ni måneder.

Det er et mareridt for en uerfaren leder. Hvis han når top fire, Champions League-kvartfinaler og et trofæ – så byg ham en statue. For ejerne har virkelig kastet ham under bussen.

Hvorfor hepper fans på “værdi”?

Det er noget, jeg ikke forstår. Hvorfor hepper nogle United-fans på billige signeringer? Sander Berg for 30 millioner kroner – “god værdi” – siger de. Men hvad betyder det for dig som fan?

Får du en billigere dragt? Billigere sæsonkort? Nej. Det eneste, du får, er et dårligere hold. Du får mere glæde af en Elliot Anderson for 115 millioner end en Sander Berg for 30. Og prisen på dit jakkesæt ændrer sig ikke.

Når man hepper på “værdi”, hepper man reelt på Glazers – fordi det er dem, der har sat klubben i gæld og tvinger os til at jagte billige alternativer. Vi er en af verdens rigeste klubber. Vi har råd til at bruge penge. Problemet er, at ejerne har valgt ikke at gøre det.

Afslutning: En klub i krydspres

United befinder sig i en farlig zone. Vi er ikke længere en stor klub i praksis – kun i navn. Vi opererer som Everton, men med en kæmpes historie.

Og det værste? En del af fanbasen forsvarer det. De kalder os negative for at påpege fakta. Men negativiteten kommer ikke fra os – den kommer fra et ejerskab, der har svigtet os i 13 år.

Mark Goldbridge på The United Stand holder ikke igen: