Et par timer før Ruben Amorim og Manchester United skulle møde Newcastle i Premier League, skrev Michael Breines Oredam i sporten.com: “I aften vil Manchester United opleve, hvad det vil sige ikke at have 180 millioner euro for en af verdens bedste angribere”. Det handlede selvfølgelig om Alexander Isak. Fire minutter inde i kampen på Old Trafford bragte svenskeren United-tilhængerne til tavshed med et mål. Tirsdag var det Arsenals tur.
Uanset hvordan man ser på det, har både Manchester United og Arsenal manglet og mangler stadig en ren nr. 9, der ikke ved andet end at score, kamp efter kamp. United kom sig aldrig over Isaks hurtige mål, United-tilhængerne gik ud af Old Trafford med endnu et nederlag i Premier League.
I den første semifinale i Liga Cuppen tirsdag var det Arsenals tur til at være vært for Alexander Isak og Newcastle. Denne gang lod Isak hjemmeholdets tilhængere på Emirates bevare troen på sejren i en halv time længere. Svenskeren kom på 0-1 efter 37 minutter.
Også her endte det med en sejr til Newcastle, endnu en storklub har bekræftet, at de SKAL have en Alexander Isak – eller helst – Alexander Isak selv.